1763 til 2013 | vesterhedegaard.123hjemmeside.dk

1763 – 2013

Mogens Hedegaard i april/maj 2013

Til disetinget på ”Vester Hedegaard” d. 6. juli 2013, som min ældste søn har indkaldt til, og hvor jeg har lovet forinden at beskrive gårdens historiske 5 slægtsfylgjer, som de er i min bevidsthed.

Mine 5 diser, der er blevet gårdens slægtsfylgjer er:

”En driftssikker skrædderdatter fra et godt hjem, 1733 – 1807”
”En strategisk tænkende selvejerdatter med alt imod sig, 1782 – 1842”
”En bjergsom gårdmandsdatter med fast viden om eget værd, 1811 – 1876”
”En noget melankolsk mejerske med hang til tungsind, 1854 – 1928”
”En livsduelig husmandsdatter, der bød nogen modgang trods, 1909 – 1995”

Inden disse mine diser og deres herkomst samt afkom omtales nærmere, vil det være logisk at se lidt nærmere på slægtens første mand på gården, Søren Olesen, 1721 – 1794, der underskrev sin fæstekontrakt med godsejer og krigsråd Jens Glerup på Rødslet lørdag d. 5.februar 1763. Siden jeg i august 1970 transskriberede denne fæstekontrakt, som jeg sammen med mine forældre i juli havde hentet i kopi på Landsarkivet i Viborg, har manglende fakta om hans herkomst pirret min nysgerrighed. For min far og de af hans slægt, der havde haft interesse for historie, startede det hele bare med Søren Olesen og Else Andersdatter, og hvem de var, og hvorfra de kom, havde ingen større betydning – det drejede sig alene om gården og efterslægten. Min dise1 - Else Andersdatters - herkomst kunne jeg hurtigt løse, men for Søren Olesen, der ikke var født i Jetsmark sogn, måtte små gåder og fakta stykkes sammen for at komme nærmere til hans herkomst ad flere vildveje. Fra transskriberingen af fæstekontrakten i 1970 og i tiden fremefter, når lejlighed gaves, kunne jeg tegne følgende billede af ham:

Af småkårsfolk og sandsynligvis et opløst hjem - ingen faddere fra hans side til dåbsbørn. Han var 26 år gammel, da han endelig fik sig en ejendelskiste, hvilket for børn af bedre kår normalt skete, når de var fra 12 til 18 år.

Stavnsbunden til Bjørnkær gods, der siden 1718 havde været ejet af en Glerup og i 1756 blev overtaget af krigsråd Jens Glerup, der samme år havde købt Rødslet, (den nuværende Aalborg Lufthavn) og i 1760 købte Birkumgaard på Gjøl – alt med hovedgårdstakster og underliggende fæstegods, hvilket sidste Jens Glerup ligeledes udvidede kraftigt med bl.m.a. også købet af Hedegaarde i Jetsmark sogn i 1756 fra Børglum Kloster, som gårdene havde tilhørt siden 1716 efter mindst 200 forudgående år som krongods under Aalborghus.

Min senere transskribering af skiftet efter Søren Olesen, der fandt sted i april 1794, viser et gældfrit bo, en fæstegård i pæn almindelig drift efter den dårlige tilstand han overtog den 31 år tidlige som 42 årig. Skiftet giver ikke oplysninger om afdødes fødested. Fødesteder for ham og Else – min dise 1 - opgives ej heller i Danmarks første folketælling fra 1787, der til gengæld oplyser, at de begge er gift første gang, hvilket indsnævrede min eftersøgning.

En del af den starthjælp Søren Olesen fik af godsejer Glerup i 1763 bestod af brugstræ til husenes istandsættelse, og dette træ skulle han selv lade hente fra Birkumgaard på Gjøl. Der hørte også skov til hovedgården Bjørnkær i Biersted sogn, men Søren Olesen synes at have haft en nærmere tilknytning til Birkumgaard end Bjørnkær, selvom Gjøl dengang var mindre tilgængelig end Biersted.

”For nærværende i min tjeneste ved Bjørnkær” er fæstekontraktens ord om Søren Olesen, men Bjørnkær i Biersted sogn var Glerups sædegård siden 1718 og omfattede i 1763 også Birkumgaard på Gjøl og Rødslet i Vadum sogn.

Vielser mangler i kirkebøgerne for Jetsmark sogn omkring den tid, hvor Søren Olesen og Else Andersdatter – min dise1 - som indfødt i sognet, må være blevet gift ca. samtidig med fæstekontrakten – førstefødte Ole, der kun blev 7 år gammel, er fra 30. september 1764.

Navnet Ole var dengang mindre anvendt her på egnen – fx har min gennemgang af Gjøl sogns kirkebøger over 100 år fra 1684 vist, at intet drengebarn blev døbt Ole. Søren Olesen selv og hans efterslægt på ”Vester Hedegaard” har vist stor veneration for navnet Ole – første, tredje og femte generation på ”Vester Hedegaard” lod deres førstefødte døbe Ole, anden og fjerde generation valgte Søren. For femte generation, som jeg kender til, skete det under min mors protest, men min far var ubøjelig – de første 2 blev døbt h.hv. Ole og Jørgen. Først med den tredje, som blev mig, fik min mor – min dise 5 - lov at øve indflydelse. Med lidt veneration for slægtshistorien valgte hun Mogens, fordi min far havde fortalt hende, at den skudehandlerkapitalist i Blokhus, af hvem strategen Anne Marie – min dise 2 - frikøbte gården på hans dødsleje i juli 1831, hed Mogens Brix. Navnet Jørgen kommer i første generation og forstærket i anden generation fra mødrenes slægter.

Jeg tør nu med begrundet historisk og kildekritisk til vished grænsende sikkerhed fastslå, til min ældste søns diseting, at Søren Olesen blev født på Gjøl og døbt d.17.august 1721 i Gjøl kirke som næstældste barn af en med sikkerhed svensk far og muligvis også en svensk mor. Usikkerheden om moderen skyldes præstens kragetæer ved hans indførsel i kirkebogen af parrets vielse d. 6. januar 1719, hvor der med sikkerhed ovenover står ”Svensker”, men om det er en flertalsform, der gælder begge, er svært at afgøre. Moderen er med sikkerhed ikke født i Gjøl sogn, medmindre hun har været ældre end 35 år ved vielsen. Gjøl og Sverige lyder jo i dag meget fredsommeligt, og Gjøl var det sikkert også dengang, men ikke Sverige – vi er i tiden omkring Store Nordiske Krig. Efter slaget ved Poltava d. 8. juli 1709 (i Ukraine), hvor russerne udraderede den svenske hær og sendte krigerkongen Karl 12. på 5 års kurophold i Tyrkiet, benyttede Danmark lejligheden til at erklære Sverige krig og invaderede Sydsverige i november samme år. Store Nordiske Krig varede knap 11 år, og Danmark fik intet, udover forarmelse, ud af sin aggression. Der kan således være flere nærliggende grunde til, at en svensk mand, muligvis et par, er havnet på Gjøl – ulyst til krigstjeneste under Karl 12., eller familie- handelsmæssige relationer, måske en skærgårdsfisker, der var faldet for Limfjorden under omstændighederne. Småskibsfart mellem Aalborg og de svenske vestkysthavne må formodes at have eksisteret også dengang. Gjøl kunne være et godt lille sted at gemme sig langt fra tidernes uro. Som fjender af landet blev alle svenskere registreret under Store Nordiske Krig, jfr. Gjøl præstens anførsel i kirkebogen.

Her følger kirkebogsfakta fra Gjøl sogns kirkebog 1684 – 1796:

Svensker (e)?

Ole Pedersön Vesmann viet 6.januar 1719 til Mette Sørensdatter

Det sker knap 4 uger efter, at svenskekongen Karl 12. under belejringen af Frederikssten fæstning i Norge var blevet dræbt – vådeskud eller viljeskud af egne krigstrætte tropper? Med den svenske krigerkonges død var Store Nordiske Krig reelt forbi, selvom Tordenskjold benyttede lejligheden til at indtage Marstrand i juli 1719. England og Frankrig dikterede freden mellem Danmark og Sverige, der blev beseglet på Frederiksborg d. 3.juli 1720. Ingen gamle danske områder i Sverige tilbage til Danmark for ikke at svække Sverige for meget af hensyn til magtbalancen mod Rusland. Herefter kunne den danske enevoldsmagt, der burde have været fældet af en folkelig revolution for at have startet Store Nordiske Krig og udstedelsen af værdiløse pengesedler, koncentrere sig om yderligere udbytning af egne undersåtter, bl.a. via opbygning af en ny borgerlig embedsadel. Søren Olesens modpart i fæstekontrakten, krigsråd Jens Glerup var et godt eksempel på denne embedsadel. Enevælden i Sverige faldt med Karl 12., hvilket sikkert inspirerede den danske enevoldsmagt til at gå videre ad udbytningsvejen samt koncentrere sig om pekuniære Slesvig-Holstenske spørgsmål, der 144 år senere fandt en uskøn løsning om end i ”demokratisk” regi, hvorefter partiet Venstre og Anders Fogh Rasmussens forgængere og politiske åndsfæller måtte aflevere nøglerne til videre diktatur ved den gamle jyske landadel.

Førstefødte, en pige, døbes i Gjøl kirke d. 11. februar 1720 og får navnet:

Mette Kathrine Forældre: Ole Pedersön Vesmann

Svensk

Mette Sørensdatter

Næstfødte, en dreng, døbes i Gjøl kirke d. 17. august 1721 og får navnet:

Søren Forældre: Ole Vesmann

Mette Sørensdatter

Det er med en til vished grænsende sandsynlighed min gennem mange år søgte Søren Olesen! Det bemærkes at registreringen af svensk far – eller svenske forældre – er ophørt efter Frederiksborgfreden d. 3. juli 1720!

Parrets tredje barn noteres død som spæd, men er døbt 19.august 1725 i Gjøl kirke:

Død

Peder Forældre: Ole Vesmann og Mette Sørensdatter

En række spædbørn er noteret som døde omkring Peder, en epidemi må have været i gang på Gjøl.

Familien var på Gjøl i 1725, da Søren var 4 år gammel. Danmarks første folketælling i 1787 viser ingen familie til Søren på Gjøl, men han tælles selv som bonde og førstegangsgift på ”Vester Hedegaard” i Jetsmark sogn, som han havde fæstet i 1763. Min gennemgang af døde på Gjøl i tiden 1725-1787 viser, at hverken Ole, Mette eller datteren Mette Kathrine er døde her. Jeg har gennemgået samtlige sandsynlige skifteprotokoller under de omliggende godser uden at kunne finde skifter, hvor Søren kunne være arving. Med en til vished grænsende sandsynlighed antager jeg, at familien Vesmann er rejst hjem til Sverige, efter at freden har stabiliseret sig, og Mette Kathrine er taget med, men Søren er blevet hængende som sikkert tjenende på Birkumgaard eller Bjørnkær. Familieforbindelsen kan være gået helt tabt og forklarer det forhold, at intet familiemedlem fra hans side optræder ved hans børns dåb.

Den beskedne og medtagne standkiste her på gården, som ifølge mine forældre har været Søren Olesens, bærer initialer, der med god vilje kan tydes:

S O P V

1747

Denne lille kiste stod på stuehusets vestre loft, var uden låg, men med initialer og årstal på forsiden og i øvrigt næsten umalet træ. Den blev ikke fundet værdig til restaurering først i 1950 erne da andre slægtsmøbler blev sat i stand. Den blev dog fotograferet – ifølge min mor, og indberettet til et museum? – konservatoren, der ordnede de andre møbler var, som jeg husker det, fra Vedsted. I 1972 skulle vestloftet fornyes, og jeg fik Søren Olesens kiste, som min svigerfar satte i stand med nyt låg og hængsler. Desværre faldt den efterfølgende maling ikke særlig heldigt ud – den person min svigerfar havde fundet til at varetage opgaven havde misforstået noget og var ikke særlig tro over for originalen. Det værste blev dog rettet, og måske kan foto af originalen fremskaffes.

Else Andersdatters fine store standkiste kom til ”Sønder Hedegaard” med min fars ældste bror, da denne gård blev udstykket fra ”Vester Hedegaard” i 1915 og blev siden af min fætter Nikolaj på ”Sønder Hedegaard” foræret til min ældste bror Ole i Nibe, der lod Elses standkiste restaurere. På Elses standkiste er der ingen tvivl om initialer og oprindelse.

For Søren Olesens herkomst indtil videre:

Quod erat demonstrandum!

Og jeg går videre med mit egentlige opdrag, gårdens 5 slægtsfylgjer!

”En driftssikker skrædderdatter fra et godt hjem, 1733 – 1807”

Else Andersdatter blev født 11.oktober 1733 i Lille Pandrup som nr. 3 af 8 søskende. Hendes forældre var Anders Sørensen Skrædder og Maren Andersdatter, der blev gift 2.februar 1727.Hendes far, Anders, var født 1702 i Lille Pandrup som søn af Søren Pedersen og Maren Nielsdatter, der var blevet gift 14.november 1700. Hendes mor, Maren, var født 1703 i Purkær som datter af Anders Sørensen og Maren Mikkelsdatter, der blev gift 5.juli 1698.

Lille Pandrup og Purkær i Jetsmark sogn bestod hver for sig af 12 – 13 huse med små jordlodder. Her boede især håndværkere i modsætning til gårdmændene i Store Pandrup m.fl. samlinger af gårde samt enestegårde og en enkelt herregård – Lundergaard.

Elses far, Anders Skrædder, har sikkert overtaget faderens skrædderværksted i Lille Pandrup og moderen fra Purkær har også været ud af håndværkerslægt.

Anders gjorde tjeneste i Landmilitsen op til sit ægteskab med Maren, men det var heldigvis efter krigsafslutningen så han undgik en skæbne som den, der blev Holbergs model til ”Jeppe på Bjerget” til del – ”Jeppe”, en slet uddannet bonde”soldat” blev slagtet i slaget ved Gadebusch i Nordtyskland, lige før jul i 1712, hvor Landmilitsen, der bestod 1701 – 1730 som hjemmeværn, var sat ind af nød og trang – som slagtekvæg - fordi den hvervede hær var blevet stærkt decimeret af Karl 12. krigstrænede tropper. ”Kalve i tusindtal ....I skal marchere..., Bertold Brecht, over 200 år senere, falder i tankerne – både henset til politik og økonomik!

I tiden der fulgte Store Nordiske Krig var der mere fremdrift i håndværk og handel end i det kornsælgende feudallandbrug, der med alle midler måtte holde driftsomkostningerne nede under de lave kornpriser. Anders Skrædder var en dygtig håndværker – sølvknappet tøj fra hans eller hans værksteds hånd opbevares stadig her på gården – også et enkelt stykke fint kramtøj, han har også været handelsmand. Der var god gang i skrædderhjemmet – jeg ser Anders Skrædder for mig i fuld fart på vej til kunder – han syede nok gerne for store huse, så kunne man jo altid få en husjomfru med et ikke bondsk navn til at være fadder til et af ens mange børn. Anders var ikke på ”herskabsniveau” men havde sikkert alle antenner ude – måske har han også været på Birkumgaard og/eller Bjørnkær og mødt svenskeren Søren Olesen. Alle skrædderbørnene kom godt i vej til gårde eller håndværkerhjem – en enkelt, Mikkel, endte dog som indsidder hos nevøen Jørgen i ”Vester Hedegaard”. Jørgen, der fik arvefæstebrev i 1802, tog mor Else sig ellers godt af, indtil, som her citeret fra ligtalen over Jørgen i 1816:

”Men for en 9 Aar siden, da hans salig Moders Kræfter ikke mere tillod at passe Husholdningen, vilde hun, at hendes Søn skulde indlade sig i Ægteskabet, han kom da udi Ægteskabelig Forbindelse med dydige og Gud elskende Pige Ane Marie Jørgensdatter……….”

Else Andersdatter forblev driftssikker til det sidste og få uger efter at sønnen var afsat - Jørgen blev viet til Anne Marie 3.februar - sov hun ind den næstsidste dag i februar 1807.

Og herefter kommer

”En strategisk tænkende selvejerdatter med alt imod sig, 1782 – 1842”

Anne Marie Jørgensdatter blev født i Kvorup, et par km mod nordøst fra ”Vester Hedegaard”, i april 1782 som datter af selvejer Jørgen Johansen f.1738 og hustru. Jetsmarkpræsten er på denne tid af den formening, at alle mødre hedder ”hustru”, så det præcise navn på Anne Maries mor har jeg ikke efterforsket nærmere. Vielser mangler i Jetsmark 1745-75 så Anne Maries mor må findes i dødslisterne, men Anne Marie havde en storesøster Karen, der blev født 1774 og senere blev kone på ”Krogsgaard”, en lille kilometer syd for Jetsmark Kirke. Jeg nævner dette, fordi det er fortalt, at Anne Marie engang efter et besøg hos søsteren på sin vej hjem til ”Vester Hedegaard” ved Jetsmark Kirke blev antastet af et genfærd, som hun uden frygt eller tøven manede til jorden.

Anne Maries fars forældre var fæster Johannes Jørgensen og Anne Nielsdatter i Kvorup. Anne Nielsdatter var Johannes Jørgensens anden hustru – gift 23/11 – 1735. Jørgen Johansen har på et tidligt tidspunkt – før 1799 – formentlig købt den fædrene gård i Kvorup til selveje. Han medunderskriver udskiftningsdokumentet for Jetsmark sogn i 1799 som eneste selvejer sammen med de mere eller mindre lurvede håndlangere for de 3 store jordbesiddere – godsforvalterne fra Birkelse, Bjørnkær og Lundergaard.

Konjunkturmæssigt var det ingen fordel at blive selvejer tidligt efter at mulighederne bød sig da det feudale storlandbrug gik i opløsning efter 1790. Indtil ca. 1830 raslede priserne på jordegods ned, og ruinerede de første godsslagtere, understøttet af krige og statsbankerotten i 1813, der ikke ramte fæsterne så hårdt som ejerne.

Anne Marie slog for ”Vester Hedegaard” til på det optimale tidspunkt i 1831. ”Øster Hedegaard” blev købt til selveje i 1815 og faldt i 1996 endeligt for den hovedløse liberalismes nådestød i form af landbrugslovens §8 stk.4, der blev gennemført af en socialdemokratisk regering med bred støtte i det såkaldte ”Folketing”. Landbrugsloven består i dag besat med reminiscenser fra tidligere tiders udformning af legaliserede spekulationsmuligheder, ved opportunistiske magthaveres udstedelse af fripas for storkapitalens brug af anløbne håndlangere til udbytning af et frit bondebrug – jfr. fx med §34 i Koldingske Reces fra 1558, Danske Lovs videreudbygning og gentagelse heraf, samt efterfølgende par århundredes hel - og halvhjertede administration heraf !

Efter Anne Maries ægteskab med Jørgen 3/2-1807 kom børnene i hurtig rækkefølge:

Søren i november 1807,
Else Marie i september 1809,
(Ole blev født og hjemmedøbt i september 1811, men døde i februar 1812),
Karen i oktober 1813,
Jørgen i oktober 1816 som Anne Marie var gravid med da hendes mand Jørgen dør i maj 1816, 49 år gammel.

For ca. 15 år siden skrev jeg følgende, som jeg i dag ikke finder anledning til at ændre:

Som slægtsgårdsejer på "Vester Hedegaard", hvor Kronen før og efter enevælden, enevoldsadlen og privatspekulanter omkring statsbankerotten er afprøvet som ejere, falder situationer over de seneste snart et par hundrede år i mine tanker bl.a.: En gravid 34 årig enke - min tip-oldemor - stående d.12/5-1816 med 3 små børn ved sin 49 årige mands grav - en tid hvor de store herregårdsslagtere var ved at være godt forarmede, men afløst af ofte lurvede småspekulanter, der nok vidste at finde let bytte som nutidens "gyllespekulanter" under sådanne eksistensers livsmotto "kan det betale sig"(kae æ noe betål sæ!). Anne Marie har min sympati!

Den unge enke Anne Marie var, bortset fra egne betydelige ressourcer, ikke ganske overladt til liberalismens nådesløse og svært anløbne gribbe! Jørgens eneste og yngre bror Mathias var kommet hjem til ”Vester Hedegaard” efter lang tids tvungen soldatertjeneste allerede før Else lukkede sine øjne, og han blev 54 år gammel, levede til august 1825 da Anne Maries ældste søn Søren var blevet tæt på 18 år.

I ligtalen over Mathias fra august 1825 siges bl.a.: ”Endelig blev han kaldet til Hans Majestæts Tjeneste hvor han var i alt i 16 Aar; sørgelig var ogsaa denne Tidende, da hans Moder saa højligen behøvede hans Hjælp; men efter udstandne mange store Besværinger der, havde han dog ikke endnu forglemt sin ædle Moder hjemme; men saasnart som mulig vente Hjem igjen for at vise al den Tjeneste, som stod i hans Magt. Endnu havde han ikke betraadt alle de Torne, Forsynet havde plantet for hans Fod; han maatte se Dødens Iskolde Haand, at berøve ham hans ømmeste Moder, efter at have beskikket sit Hus og efter fælleds Overenskomst overladt Gaarden til hans Broder Jørgen Sørensen. Endnu forblev han hjemme og, endnu var hans goddædige Sind uforandret. Faa Aar derefter imod al menneskelig Formodning, fulgte ogsaa denne hans Broder sine kjære Forældre til Evigheden, og efterlod sig Kone og en Del ganske smaa uopdragne Børn, her stod de nu, vidste ikke til hvilken Side, de nu skulde, havde ingen Raadgivere, ingen Forsørger, ingen Fader, men Gud alle Faderløses Fader han havde ikke forglemt dem, han kjendte vor salig Afdøde, han kjendte, hvad der var og er skjult for menneskelige øjne, nemlig hans Hjærte, og her aabnede Gud paany en Vej for ham, hvor han vidste, han vilde vise sig, som han var; han betænkte sig heller ikke længe, traadte straks i Faders Sted mod de smaa umyndige Broders Børn, hjalp trolig sin Svigerinde med Gaardens Bestyrelse og alt gik ønskeligt. Men vi vilde ihukomme Skriftens Ord: naar det er bedst at leve er det ogsaa bedst at død …………………….”

1816 – 1825, hvor den yngste Jørgen blev født efter sin fars død og Søren og de 2 piger voksede til, var Anne Marie således med hjælp fra svoger Mathias rimeligt stillet med gårdens drift, og som fæster sad hun også rimeligt beskyttet mod den hovedløse liberalismes spekulationstransaktioner, der aldrig ville tillade småfolk at komme til magt, men skulle have fæstegodset passet så billigt som muligt.

Efter at Mathias var død, indtræder en langsom konjunkturforbedring i takt med begyndende industrialisering i England. ”Byttedyr” aner mest forandringens vinde før ”rovdyr”, der ”…stiger i pral, men synker i vid, hovner af høje drømme. (Hávamál strofe 79) jfr. også den offentlige og private finanskapitals gøren og laden 2001 – 2013.

Anne Marie mangler kapital, men den finder hun på ”Hune Hedegaard” ved den velstående 9 år ældre ungkarl Peder Chr. Svendsen. Anne Marie spiller sine kvindelige trumfer i følgende rækkefølge jfr. tinglæste dokumenter og kirkebogen:

Tiden er 1830 - 31, efterhånden er konjunkturopgangen også trængt ind i ”rovdyrenes” tunge forstand, men selv ”rovdyr” må dø, og skudehandlerkapitalisten Mogens Brix i Blokhus har det ikke for godt, og det er næppe sandsynligt at Hasselbalch til ”Vestrupgaard” er interesseret i at overtage hans andel. Storgården ”Vestrupgaard” er nabo til ”Hune Hedegaard” og Peder Chr. Svendsen kan vel have forsynet Anne Marie med alle nødvendige informationer.

Mod ægteskab, der finder sted i Jetsmark kirke, indgår den nu 49 årige Anne Marie 25.marts 1831 en ikke tinglæst, men henvist til i det tinglæste skøde, aftale med 58 årige Peder Chr. Svendsen, at han finansierer hendes køb af ”Vester Hedegaard” mod arveret til hendes børn (adoption) og videresalg af ”Vester Hedegaard” til hendes ældste søn Søren. Sælgerne, Mogens Brix og Bartholomæus Hasselbalch, skriver under d. 13.juni 1831 og det endelige skøde bliver:

” Læst Rætten paa en Kjier og Hvetbo herreders Thing Søndagen den 29 Juli 1831 og indført i Skjøde og Panteprotokollen 1:8 som 423.”

Købesummen på 700 Rigsbankdaler er betalt kontant. Mogens Brix dør kort tid efter.

Anne Marie flytter til ”Hune Hedegaard” med den yngste søn, 15 årige Jørgen, primo oktober 1831 medens den ældste søn, 24 årige Søren bestyrer hendes gård ”Vester Hedegaard” med søster Karen, 18 år, som husbestyrerinde.

22 årige Else Marie er på vej som kone på ”Ribergaard” i Hune sogn, nabogård til ”Hune Hedegaard” og måske også hjulpet godt på vej af pengekassen på ”Hune Hedegaard”. Søren køber formelt ”Vester Hedegaard” i 1838 for 1.000 Rigsbankdaler på sælgerpantebrev uden kontant udbetaling.

Karen kommer, efter tiden som husbestyrerinde for broderen Søren på ”Vester Hedegaard”, som kone til ”Kvorup Østergaard” og om hende kan der fortælles meget, men et bør nævnes. Et barnebarn, den kendte lokalhistoriker, postmester Carl Klitgaard, 1868 – 1957, fortæller om sin mormor: ”Mormoder var fuldstændig blottet for sin Tids Overtro og mærkelig frisindet, saa Betlere og Rakkerfolk kunde faa Lov at være der om Natten, og hun var meget godgørende mod Fattige.” Carl Klitgaard fortæller yderligere, at hans mor, en kusine til min farfar, kom fra et stærkt grundtvigiansk præget hjem med moderen Karen Jørgensdatter ved roret.

Således Anne Marie, da du var blevet 55 år gammel havde du bragt dig og dine gennem den feudalt baserede merkantile liberalkapitalismes udånding oven på den Franske Revolution og sikret dine 4 børn plads i gårdmandsstanden, der nu gik en over hundrede års glansperiode i møde. Gårdene forblev i din efterslægt i over 100 år – ”Ribergaard” gik som den første fra din efterslægt i 1950erne, ”Kvorup Østergaard” i 1990erne og ”Hune Hedegaard” fulgte først i 2000årene. Den sidste Jørgen på ”Hune Hedegaard” døde uden livsarvinger i september 2003.

Dit startsted ”Vester Hedegaard” og aflæggeren ”Sønder Hedegaard” er endnu i 2013 i din efterslægts besiddelse. Du blev kun 60 år gammel, men nåede at få dine børn i vej og formentlig, hvis ”den bjergsomme gårdmandsdatter”, som jeg straks går videre med, tillod det, at få hilst på dit første barnebarn Ole – født efter utugt i 1836, men legaliseret ved vielse i 1840, måske var du endda med til din ældste søns bryllup, før du lukkede dine øjne 2 år senere i 1842.

”Requiescat in pace”,

Anne Marie Jørgensdatter

hermed en kærlig” post mortem” hilsen fra et tipoldebarn,

der ”ulastet og ukært til tinge!” ejer ”Vester Hedegaard” i foråret 2013!

”En bjergsom gårdmandsdatter med fast viden om eget værd, 1811 – 1876”

Nikoline Ole Nikolajsdatter blev født i Nørre Saltum d. 11.juli 1811 som datter af gårdmand Ole Nikolaj og hustru Else Nielsen. Nikolines fædrene og mødrene slægter synes at have rødder i h.hv. Saltumområdet og Øster Hanherred samt Mors. Forældrene flyttede senere fra Saltum til ”Tuekærgaard”, Nr.Øksevej 114, Halvrimmen. Alt tyder på, at Nikoline kom fra solide forhold – hun fik som 16 årig i 1827 en flot dekoreret stor dragkiste med initialer til sit udstyr. Nikolines dragkiste står i dag i spisestuen på ”Vester Hedegaard”.

I 1834 kommer Nikoline som pige i huset til ”Vester Hedegaard kort tid før husbestyrerinde Karen flytter til ”Kvorup Østergaard”. Måske, da Karen er væk, bliver 25 årige Nikoline ved midsommertid i 1835 af uransagelige årsager gjort gravid ved den nu 29 årige gårdbestyrer Søren. Nikoline slår med nakken henover sensommeren 1835 – barnefaderen er jo kun gårdbestyrer og i sin mors og stedfars økonomiske vold. Nikoline gør kort proces og flytter hjem til forældrene på ”Tuekærgaard” i Brovst sogn, hvor Ole Sørensen (Hedegaard) fødes medio marts 1836. Heldigt for Nikoline, at hendes far også hedder Ole – så gør hun ikke knæfald mod barnefaderens slægtstradition.

To ”løvinder” hvæsser herefter kløerne – den 25 årige med barnet på ”Tuekærgaard” og den 54 årige med den økonomiske magt over ”Vester Hedegaard”, medens – dokumenteret som udokumenteret – 2 mænd måske med undren ser til fra sidelinien. Det er før telefon og e-mail, og ting tager tid, men følgende faktuelle hændelsesforløb kan noteres:

Den nu 56 årige ”løvinde” foranlediger, at ”Vester Hedegaard” omkring Mikkelsdag i 1838 tilskødes hendes ældste søn, gårdbestyrer Søren Jørgensen, på sælgerpantebrev uden udbetaling. Den yngre ”løvinde” tager sig, sikkert med velberådt hu, en smule længere ”prøvetid”, inden hun ind under jul 1840 – præcist d. 22. december 1840 – i Jetsmark kirke indgår lovformeligt ægteskab med gårdmand Søren Jørgensen af ”Vester Hedegaard” med lærer Andreas Stenum af Pandrup Skole og søster Karens mand af ”Kvorup Østergaard” som forlovere. Jeg antager – dokumenteret som udokumenteret – at disse 2 forlovere, der var bekendte af både Nikoline og Søren samt den ældre ”løvinde”, har udvirket diplomatiets svære kunst mellem ”løvinderne” på h.hv. ”Tuekærgaard” og ”Hune Hedegaard”.

Eftertiden giver ingen grund til at betvivle ægte og oprigtige følelser mellem Søren og Nikoline og efter vielsen 22/12-1840 kommer der mere afkom i en lind strøm:

20/12 – 1841, Jørgen, der bliver det formentlig første barn født på Hedegaarde i Jetsmark, som kommer i latinskole og får en universitetsuddannelse,
2/9 – 1843 Anne Marie der dør medio december 1852 til forældrenes store sorg, hun ligger lig hjemme på ”Vester Hedegaard” julen over,
Else Marie 27/2-1845, der bliver gift og bosat på egnen. Jeg har ikke kendskab til nogen forbindelse med hendes efterslægt, men hun bliver den ældste af søskendeflokken og lader sig forfærdige en gravsten lig med storebror Jørgens. Hendes gravsted er nedlagt, men stenen er at beskue langs vestdiget på Jetsmark kirkegård,
Ole Nikolaj 30/5-1846, der bliver min farfar og på Nikolines kommando får ”Vester Hedegaard”,
Mathias 27/11-1848, der dør som knap 20 årig under en tyfusepidemi,
Johanne Marie 12/10-1850, der bliver gift med den 19 år ældre H.P.Stenum søn af forloveren Andreas Stenum, til hvis efterslægt der gennem årene har været megen forbindelse og som stadig består i 2013,
Andrea 25/7-1852, der også dør ung under tyfusepidemien
lillesøster Anne Marie 20/1-1855, der bliver gift til nabogården ”Hønsholm” – og skilt fra manden lige efter sølvbrylluppet! Gården bliver solgt til udstykning og spekulationskrigspris i 1916 – jeg husker forbindelse til hendes efterslægt fra 1960erne, og hendes gravsted findes endnu.

Ind imellem disse mange børn går det stærkt for Nikoline og Søren:

1847 – 49 flyttes den middelalderlige gård knap 100 m mod syd. Hvor der i dag vokser Stor-Konval (Salomons Segl), lige syd for 2 asketræer, er stedet, hvor den middelalderlige våning lå med avlsbygningerne sydligere, i den nuværende nordhave.

Der startes med stuehus i 1847, hvor der bliver råd til stenhugget indgangsportal med navnetræk, stenbelægning foran – og en stenhugget sokkel til flagstang midt på den nye gårdsplads! Det sidste har nok mere været Søren end Nikoline, påvirket af den mere spektakulære grundtvigianisme ”…og fór til Himmels hvid og rød.”. Ellers har jeg aldrig kunnet forstå hvad en selvejerbonde, der med sine kun 3,5 tdr.hartkorn ikke havde stemmeret, ville med et stykke farvet stof på en træstang – næppe for at markere villigheden til at lade muligheden stå åben for sit afkom til at få lemmer amputeret uden bedøvelse efter ”demokratisk nationalt heltemod” på Dybbøl Banke og Als 17 år senere!

At ”quinder” skulle kunne stemme i det nye ”demokrati” ville vel selv for en Nikoline være utænkeligt, men jeg håber ikke hun har haft andel i flagstangen! Min farfar lod flagstang og belægning være som det var, min far fjernede begge dele i forbindelse med ladebyggeri i 1926, parkerede den gamle stenhuggede flagstangssokkel på et hjørnet til haven og rejste ny flagstang i nordhaven, da min ældste bror Ole skulle være student. Jeg genanbragte den gamle sokkel med flagstang midt på gårdspladsen i 1992 og genskabte belægningen foran stuehuset i 2007 – under ingen omstændigheder af veneration for det danske nationaldemokrati dengang, men for faktuel historie.

Jeg fornemmer at Nikoline var mindre grundtvigianer end Søren, der nok mest havde sine indtryk fra søster Karen på ”Kvorup Østergaard”. Ikke et ondt ord om Grundtvig fra min pen – jeg har spist mangen god engelsk bøf på Udby kro på hjemvej fra formidling af ”den uretfærdige mammon” til sydsjællandske og Lolland – Falster godsejere og ”rødvinslandmænd”, der gerne ville være godsejere, samt andre trængende sjæle. Jeg har stedse når jeg tændte min pibe til den sidste slurk fadøl, kigget over på kirken og sendt Nikolaj Frederik Severin en venlig tanke!

Nikoline og Søren er imellem de første velstående ”højskolebønder”, der bestod indtil de amerikanske jernbaner kom vest for Mississippi – de holdt i kort tid, men de og de efterfølgende ”kraftfoder/andelsbønder” er levende beskrevet af Jakob Knudsen og Johan Skjoldborg.

Efterfølgerne, ”kraftfoder/andelsbønderne” holdt i ca. 100 år, hvor de omkring 1960 blev efterfulgt af ”veksel-moratorie- maskinrytterne”, der ikke gør sig fortjent til hædersbetegnelsen ”bonde”, og naturnødvendigt må uddø, med deres despekt for oprydning efter tiltagende miljøpåvirkning i medfør af termodynamikkens anden hovedsætning m.v.!

Forinden jeg afslutter Nikoline her, lidt ”small talk” om 2 af hendes sønner, udover min farfar Ole Nikolaj, der fik ”Vester Hedegaard” på Nikolines kommando og som jeg kommer til i næste afsnit.

Den førstefødte ”uægte” Ole giftede sig til ”Voldkærgaard”. Han blev sognerådsformand og af amtmanden over Hjørring amt beskrevet som den eneste sognerådsformand, der beherskede det danske sprog til fuldkommenhed. Jeg besidder et brev fra hans hånd – skrevet fra Texas i 1894 til min farfar og tør nok bekræfte amtmandens ord.

Alle hans ældste sønner rejste til USA, og i 1893 solgte han ”Voldkærgaard” og rejste med kone og mindre børn til Texas, hvor han købte jord. Konen brød sig ikke om USA, og Ole returnerede med et enkelt mindreårigt barn, men 15 årige Kristian blev sammen med de ældre brødre. De kom senere til Californien og har oplevet de tider som Steinbeck skriver om i ”Grapes of Wrath”.

Jeg har truffet Kristian, nu Chris S. Hedegard – første gang som knap 7 årig i juni 1949, hvor jeg med min far var med rutebil til Aalborg for at møde ham med kone og svigerinde (enke) på Centralhotellet. De havde indlogeret sig på hotel, da der i over 30 år ikke havde været familiekontakt. Den fornyede kontakt var blevet indledt året før ved, at en sæk ris blev sendt til den gamle slægtsgård som den mest sikre adresse. Min far var ikke født, da hans 15 årige fætter Kristian rejste til USA, men nu mødtes de så i 1949 på Centralhotellet i Aalborg.

Jeg husker svagt den fremmedartede mand og de 2 damer, men det, der gjorde mest indtryk på mig var elevatoren på Centralhotellet – det var første gang i mit knap 7 årige liv jeg oplevede en elevator. Mødet på Centralhotellet med min fars USA slægtninge blev kort – dagen efter var de 3 amerikanere indkvarteret på ”Vester Hedegaard” og under min mors, ”Den livsduelige husmandsdatters”, eksorbitante forplejning!

Amerikanerbesøget gentog sig få år senere, hvor jeg fik et nærmere indtryk af Chris S. Hedegard, som dengang eneste overlevende barnebarn af Nikoline i USA. Chris døde i 1960 som 82 årig. Året efter i 1961 besøgte enken, Mathilda, sammen med sit barnebarn Linda ”Vester Hedegaard”, hvor de var nogle uger. Jeg fik et nært forhold til Linda, der kun var en smule ældre – hun hentede mig i min plads på ”Aaensgaard” i Sulsted og sammen så vi, hånd i hånd, ”North to Alaska” med John Wayne i Astoria Bio i Aalborg. Direkte adspurgt om sin morfar Chris svarede hun mig: ”Grandpa Chris was a funny man but not a good man” – jeg forstod at Chris S. Hedegard havde levet livet 200 % ud i både Texas og Californien, men blev den længst levende af Nikolines USA børnebørn.

Både mine 2 sønner og jeg har besøgt Nikolines efterslægt i USA i h.hv. Californien og Oregon – ikke efter Chris, men hans ældre bror Søren, der døde i 1946. Om efterslægten efter Chris ved jeg kun fra et par nylige julekort, at Linda har en postboksadresse i Nevada, hun er ikke skrivende, men var talende, så om hendes livs skæbne i øvrigt aner jeg intet.

Nikolines næstældste, Jørgen, født i det hellige almindelige ægteskab 5 år efter den ”uægte” storebror Ole, synes fra starten at have været en UG dreng. Bageovnen til den gamle middelaldervåning blev stående nogle år efter, at den var taget ud af brug i 1847 og her holdt Jørgen opbyggelige møder for egnens børn – bl.a. min mors farmor Karen Madsdatter, 1842 – 1925.

Ved konfirmation dengang fik man ”dom” af præsten. Jørgen bliver konfirmeret første søndag efter påske i 1857 og får følgende dom af præsten som nr. 1 af alle konfirmanderne: ”Udmærket gode kundskaber, meget flittig og sædelig”. Evnen til at være duks gentager sig i Latinskolen i Aalborg, hvorfra han bliver student i 1863, og d. 17.juni 1870 bliver han teologisk kandidat med førstekarakter fra Københavns Universitet.

Han når at blive immatrikuleret ved universitetet i 1863, men ellers bliver de først følgende år mere militær end teologi. Han indkaldes og får i København fra 8. januar til 20.april 1864 en reserveofficersuddannelse. 21. april 1864 melder han sig på Als – 3 dage efter nederlaget på Dybbøl Banke - som tjenestegørende reserveofficersaspirant med rang af sergent ved 11.infanteriregiments 1. kompagni, der består af indkaldte fra hans hjemstavn og har hjemsted i Aalborg.

11. infanteriregiment har dagen efter nederlaget på Dybbøl Banke været involveret i svære tilbagetrækningskampe ved Sønderborg, så man kan forestille sig det syn, der må have mødt den knap 23 årige stud.theol. Jørgen, da han melder sig til tjeneste 21.april 1864.

Jørgen gør ”Dommedag Als” med og er tjenestegørende indtil 3.november 1864 – 9 dage før Chr.d.9. i Statsrådet underskriver den, for det stupide biskoppeligt ledede danske nationaldemokrati, ydmygende fredsaftale.

Jørgen gør i den efterfølgende studietid militærtjeneste 1/8 – 30/9 1867, hvor han udnævnes til sekondløjtnant, 15/6-29/7 1868 og fra dagen efter teologisk embedseksamen i juni 1870 til 26 august.

I februar1876 træffer vi Jørgen på Kiding pr Graasten i det nu tabte land, hvor han sender et brev til det daværende Krigsministerium om at få bevilget ”erindringsmedaillen for Krigsaaret 1864”, hvilket efter ansøgning har været muligt fra 1875 – Jørgen understreger i brevet at han er ”dansk Undersaat”. Jeg antager at han som ung teologisk kandidat har været huslærer på Kiding Hovedgaard, men han kan også på dette tidlige tidspunkt have været i gang med landbrug, der havde hans store lyst.

Hans far, Søren, er død i november 1874 og Jørgen har i foråret 1875 meldt sig som arvtager til ”Vester Hedegaard”, men Nikoline siger NEJ! – den skal Nikolaj, der er opkaldt efter hendes far, have, og hun skøder i juli 1875 til Ole Nikolaj med en aftægtskontrakt til hende, der siger spar to til, hvad jeg ellers har oplevet af pensionsordninger!

Jørgen kan dog selv. Han forpagter den store ”Heldagergaard” under Hvidkilde gods på Sydfyn og bliver senere – i 1895 – ejer af hovedgården ”Klarskov”, som han ejer indtil 1905, og de sidste 11 år af sit liv lever Jørgen som rentier i Odense.

Jørgen bliver ganske velhavende, og hans 5 søskende arver i 1916 hver hvad der svarer til én million nutidskroner, efter at andre veldædige formål er tilgodeset, bl.a. i 1912 hvad der svarer til 200.000 nutidskroner til afdækning af de middelalderlige kalkmalerier i Jetsmark kirke.

Jørgen er, ifølge min far, der jo har mødt ham og hørt meget om ham, fritænker og Georg Brandes påvirket. Han bestiger aldrig en prædikestol og efterlader sig ingen livsarvinger – efter daværende lov. Dog, igen min far, melder en ”horeunge” sig ved skiftet, men der er ikke noget at hente – vi er 17 år før Kanslergadeforliget, der banede vejen for K.K.Steinckes socialreform og dermed afskaffede begrebet ”uægte” børn arveretligt.

Skiftet efter Jørgen har været frit siden 1996 – 80 års fristen – og jeg når vel en dag at få det gået igennem. Jørgen lader sig begrave over for familiegravstedet på Jetsmark kirkegård og jeg har siden midt i 1990erne passet gravstedet, hvor jeg overtog denne pligt efter søsteren Johanne Maries efterkommere – familien Stenum.

Nikoline lukkede sine øjne sidst i september 1876 før hun rigtigt nåede at høste af sin omfangsrige pensionsordning!

Kære oldemor Nikoline!

Jeg er overbevist om, at du var ”en strid kælling”, og jeg havde gerne spillet et parti ”virkelighedsskak” imod dig!

Vore jordiske bene blandes engang i det familiegravsted, som du og Søren lod indhegne. Skulle vi stofligt siden komme i nærheden af hinanden, hinsides Andromeda tågen, som jeg i vinterhalvåret altid beskuer, når jeg har sagt godnat til Orion, da vil jeg kunne kende dig!

”En noget melankolsk mejerske med hang til tungsind, 1854 – 1928”

Gertrud Nielsen (Grøn) blev født 25.april 1854 i Hoven, Aaby sogn. Hendes forældre var Niels Jensen (Grøn) f.1818, d.1895 og Else Marie Sørensdatter Grøn f.1833, d.1910. Gertruds far overtog moderens hjem i Hoven – og hun skulle være en ”ægte” Grøn, som ifølge min fars kusine Marie i Fjerritslev, der havde en omfattende slægtsbog, skulle nedstamme fra de først kendte ejere af ”Voergaard” i Voer sogn, Dronninglund herred, Østvendsyssel.

”Voergaard” tilhørte 1481 og 1494 Anders Pedersen, hvis datter Maren Andersdatter blev gift med Jens Grøn og deres søn Erik Grøn nævnes 1509-10 til Voergaard. Hans morbroder, væbner Jakob Andersen, solgte 1518 to dele af gården til børglumbispen Niels Stygge, og Erik Grøn antages at have solgt bispen resten af Voergaard, der i 1534 blev indtaget og afbrændt af Skipper Clements folk.

Gertruds fars forældre var gårdmand Jens Jørgensen i Vedsted, f.1773, d.1849 og Gertrud Hollensdatter, f. i Brovst sogn 1779, d. i Vedsted 1863.

Gertruds mors forældre – Grøn grenen – var husmand på Skallerne, senere gårdmand i Hoven, Søren Andersen Grøn, f.1805 i Biersted. Han hængte sig 84 år gammel d. 1.juli 1889 på grund af ”åndsuro”. Moderen var Ane Marie Nielsdatter f.1799 i Aaby sogn, d. på gården i Hoven 1877.

En broder til Gertrud havde ”Trappegården” midt i Åbybro, som i 1960erne af brorsønnen blev solgt til byudvikling. En datter herfra, Gertruds niece, Marie Grøn, var gift med gårdejer Niels Danielsen, Husby v. Fjerritslev. Marie Grøn, Fjerritslev, min fars kusine, er død efter januar 1984, da jeg besøgte hende sammen med min mor og ved den lejlighed så en omfattende slægtsbog over Grøn slægten.

En 4 år yngre søster til Gertrud, Ane Marie f.1858, d. 1929, bliver gift til ”Faarupgaard” i Hune sogn ikke langt fra ”Vester Hedegaard”. Hendes næstældste søn, Jens, 1887-1964, bliver læge samt overbevist nazist og far til Per, 1913-1945, der efter en dansk officersuddannelse bliver bataljonschef og sturmbannführer i Waffen SS og gør hele østfronten, frem og tilbage, med – uden at tabe troen. Han bliver skudt ned bagfra af tyske antinazister under kampene i Berlin mod de indrykkende russere i april 1945, og han falder som regimentschef for SS Division Nordland. Om ham kan der læses i bl.a. ISBN 978-87-0207406-2.

Jeg husker stadig fra 1950erne, når fars kusine Marie besøgte os på vej til eller fra et besøg på ”Faarupgaard”, at der blev talt stille om, hvordan mon ”dowtoren i Østervroo hår æ” – han fik meget få patienter i krigens sidste år og tiden derefter. Lægen i Østervrå var en enlig svale – ellers var ”Faarupgaard” folkene ikke til den side, og min fars ugifte fætter blev efterfulgt af en søstersøn, der kom til Faarup som resultat af den finske vinterkrig.

Gertrud blev udlært mejerske på Oxholm, vistnok efter første gang at have tjent på ”Vester Hedegaard” og før sit giftermål med Ole Nikolaj. En af Gertruds lærebøger, ”Kortfattet Vejledning til at producere godt, holdbart syrnet Smør i Mejerier, hvor der haves fra 1 til flere Køer” af Johanne Clausen, Mejerske paa Oxholm, Aalborg 1877, er i min varetægt sammen med Gertruds salmebog, testamente m.m..

Driftsomstillingen fra korn/frø til flere køer og smør blev påbegyndt allerede i den sidste del af Nikolines regeringstid, hvor de amerikanske jernbaner var kommet vest for Mississippi, hvilket betød drastiske kornprisfald i Europa. Det gamle stempel til brændemærkning af smørdritler har således initialerne S.J.Hedegaard (Søren Jørgensen Hedegaard, Nikolines mand). Det er dog først i Gertruds tid, der kommer rigtig gang i et gårdmejeri, hvor stuehuset tilbygges 2 fag mod vest med mælkestue og smørkærne drevet via en hestegang udenfor på gårdspladsen med remtræk ind i gennem taget. Andelsmejeriet i Pandrup kommer i 1888, så gårdmejeriets æra på ”Vester Hedegaard” bliver kun på ca. 20 år.

Gertrud tjener på ”Vester Hedegaard” ved folketællingen i 1880 og bliver som 27 årig viet til 35 årige Ole Nikolaj i Aaby kirke i 1881 – 5 år efter at Nikoline var død.

De får børnene:

Søren f. 1882, der i 1915 grundlægger ”Sønder Hedegaard” på jord overvejende fra ”Vester Hedegaard” og efterlader sig livsarvinger,
Nikoline f.1884, der ikke får livsarvinger,
Karen Andrea f. 1886, der efter at være blevet tidligt enke kommer til ”Øster Hedegaard” i 1920 og efterlader sig livsarvinger,
Niels f. 1888 dør som 5 årig i 1893,
Mathias f. 1889, der får ”Voldkærgaard” efter at Karen Andrea er blevet enke og kommet til ”Øster Hedegaard”, som hendes brødre på Sønder og Vester Hedegaard havde købt i 1920. Mathias efterlader sig også livsarvinger.
Niels J. f. 1894 får ”Vester Hedegaard” og bliver min far,
Ole f. 1897 dør som knap 16 årig i 1913.

Gertruds bedste tid har været første halvdel af de godt 30 år med Ole Nikolaj – med gårdmejeriet, som det parret startede med at bygge op, og som hun var uddannet til. Det var økonomisk hårde tider, der krævede stadig omstilling, som fx da andelsmejerierne skød op, og disse havde en ganske anden størrelse end det mejerske Gertrud Nielsen var uddannet til.

Hertil kommer, at Ole Nikolaj, efter det mig overleverede, var en urolig sjæl – folk kunne være bange for ham ifølge min mor, der dog aldrig selv havde truffet sin svigerfar, men havde sin viden fra sin farfar, der kom meget på ”Vester Hedegaard”. Ole Nikolaj købte jord sammen for at kunne udstykke ejendomme til sine sønner, og tingbogen kan tyde på en til tider noget rodet økonomi.

Jeg har fra 1970erne også et andenhånds mundtligt vidneudsagn fra en efterkommer af en plejltærsker, der havde arbejdet på ”Vester Hedegaard” i Ole Nikolajs tid:

”Vi va 3 majj dæ plejlæt i låen på Wæster Hiegoer, viben va kommen å Nikolaj sa eij å va full!”

(Vi var 3 mand, der tærskede med plejl i laden på ”Vester Hedegaard”, viben var kommet og Nikolaj sad i stuehuset og var beruset!)

Gertrud har ikke altid haft det nemt, og som de økonomiske tider bedres, kommer der personlige sorger med dødsfald – først børn, og så Ole Nikolaj, der dør i januar 1914. Hans bror Jørgen, der er rentier i Odense og lige fyldt 72, skriver til sin 5 år yngre bror ved juletid 1913:

Odense 23 December 1913

Kjære Broder

Da Cecilie meddeler mig, at Du er bleven ramt af en smertefuld og maaske livsfarlig Sygdom, saa vil jeg bevidne Dig min oprigtige Medfølelse i denne Hjemsøgelse, som vel volder Dig legemlig Smerte og bringer Bedrøvelse til Din Familie i de forestaaende Festdage.

Der er nævnt Operation for Sygdommen. Der kan jeg naturligvis hverken raade fra eller til. Kun det antager jeg for vist, at en Operation vil gavne desto mere, jo snarere den foretages. Bekostningen er det jo ikke værd at bøje af for. Jeg kjender ganske vist ikke det mindste til Dine Formuesomstændigheder; men jeg antager dog, at der bliver det fornødne til Eder alle.

Jeg vil ønske Dig Held til at tage den bedste Beslutning og Taalmodighed til at bære de Lidelser, som maatte møde Dig, og saa vil jeg haabe, at I trods denne ny og store Sorg i mit gamle Hjem maa finde Sjælsstyrke til at fejre Julen med frejdigt Sind.

En velsignet Julefest!

Venligst og deltagende Hilsen fra

Din Broder

Jørgen

Ole Nikolaj var blevet syg i oktober 1913, hvor han og Gertrud i august havde fulgt deres yngste søn Ole til graven. Ole Nikolaj dør medio januar 1914. Jørgen skriver til Gertrud:

Odense 16 Januar 1914

Kjære Gertrud

Med Beklagelse har jeg erfaret, at Døden atter har hjemsøgt mit gamle Hjem, og jeg føler Deltagelse med Dem og Deres Børn i Deres Sorg over min Broders Død, tilmed endnu medens Bedrøvelsen over Oles Bortgang er frisk i Eders Hjærter.

Det bør mildne vor Sorg, at min Broder kom forholdsvis mildt igjennem den frygtede Sygdom og gik Døden i Møde med velsignet Fred og Ro.

Nu hviler han i den Fred, som han daarlig kunde annamme før.

Jeg tør desværre ikke begive mig til Begravelsen, fordi jeg ikke er rejserask endnu efter et Sygdomsanfald den 1 Decbr.

I have jo Gud ske Lov heller ikke min Nærværelse behov i nogen Henseende.

Venligst Hilsen til Eder alle fra

Eders Svoger og Farbroder

J.Hedegaard

Med verdenskrigen vælter pengene nærmest ind i landbruget, der ellers, som det øvrige samfund, siden midten af 1890erne havde oplevet en langsom konjunkturforbedring. Selv heste begyndte man at slagte – men på ordentlig vis. Et vidne bliver sendt med for at overvære slagtningen af den udtjente eller uvillige arbejdshest, således at man sikrer, at den ikke ender levende ved fronten. Indtil da var ”Vester Hedegaard”s gamle heste afgået ved naturlig død og blevet begravet i østhaven. Min far fortalte dog også, at han engang senere under krigen blev sendt til Nørresundby Bank med pengene fra årets salg af plage til levebrug, og disse penge oversteg værdien af hele ”Vester Hedegaard”. Det var vilde tider i økonomikken omkring den tid da Gertrud blev enke!

Året efter at Ole Nikolaj er død, bygges ”Sønder Hedegaard” på jord udstykket fra ”Vester Hedegaard”, og farbror Jørgen fra Odense, der ikke var ”rejserask” året før ved broderens begravelse, er med til bryllup med den nybagte ejer af ”Sønder Hedegaard”, Søren, Gertruds ældste søn. Min dengang 21 årige far var øjenvidne og fortæller, at da kaptajn, cand.theol., R.Db., proprietær emeritus af den fede fynske muld, 74 årige Jørgen S. Hedegaard ser disse nye bygninger til ”Sønder Hedegaard” udbryder han: ”Man må lære at krybe før man kan gå” – han huskede disse agre som fødende et kobbel får, som det var hans tjans at flytte i lyngen!

Det var vilde økonomiske tider lige før, under og lige efter første verdenskrig som enken Gertrud gennemlevede. Hun havde sønner omkring sig, selvom den yngste, min far, under hele krigen var indkaldt til sikringsstyrken – dog ikke anderledes end at han som andre bondesønner kunne få orlov når landbruget krævede det – og vel især hvis moderen var enke og sad med en gård.

Lidt proportion og perspektivering til forståelse af, hvorfor Danmark i 1920 kom det nærmeste til voldelig revolution man endnu har været – og det kan komme igen! Skibsfart og international handel skovlede penge ind under neutralitetsflag. Den formue, Jørgen S.Hedegaard efterlod sig i 1916, kunne få år før have købt aktiemajoriteten i Dampskibsselskabet Svendborg, som A.P.Møller havde stiftet med en aktiekapital på 150.000 kr, og som han havde stort besvær med at samle. Jørgen S.Hedegaards søskende arvede 125.000 kr og det samlede bo har været en del større.

Efter Versaillesfreden i 1919 galoperer den hovedløse merkantilliberalisme endnu videre i 10 år. J.M.Keynes, der havde vendt Versailles principperne ryggen, lapper med sine teorier Vesten sammen – både før og efter anden verdenskrig. Kulturfilosoffen Osvald Spengler skriver i sit – pessimistiske? - hovedværk fra 1922: ”Der Untergang des Abendlandes” : ”Denken in Geld erzeugt Geld: das ist das Geheimnis der Weltwirtschaft. Wenn ein Organisator grossen Stils eine Million auf ein Papier schreibt, so ist sie da, ……“. A.J.Toynbee, der udgiver ”A study of history” 25 år efter Spenglers ”Der Untergang…..” er mere optimistisk. I dagens Folketing foredrages Keynes af den yderste venstrefløj, medens resten lever fuldt op til Spenglers analyse uden smålige naturlovshensyn!

Gertrud bliver ikke sparet for yderligere sorger, selvom børnebørnene melder sig – flere af hendes gifte børn mister deres ægtefæller under den spanske syge.

På ”Vester Hedegaard” bruges pengene også på byggeri, ny kostald i 1920 og elektricitetsværk! Ny lade i 1926, men da er pengene ved at slippe op og den bliver dårligt bygget af genbrugsmaterialer fra 1849 laden. Jeg lod min fars lade fra 1926 nedbryde i 1992.

Et par aviscauserier fra 1948 og 1955 giver et lidet flatterende billede af forholdene på ”Vester Hedegaard” omkring årsskiftet 1923-24, hvor Gertrud, før hun dør i 1928, styrer gården sammen med min far og hans ugifte søster. Causerierne er selvsagt anonymiseret, men min far blev rasende – og der skulle meget til! - da han så dem. Jeg skylder min farmor Gertrud og min far en objektiv vurdering, med støtte i, hvad jeg ved fra min mor, der få år efter 1923-24 også blev øjenvidne til forholdene. Baggrunden er et uheldigt og afbrudt fæsteforhold med 2 unge karle, københavnere, der var brødre til præstekonen i Hune, og på hvis foranledning de var blevet fæstet til ”Vester Hedegaard” til november, men blev opsagt på grund af udeblivelse ved nytårstide. Den ene af disse brødre drev det senere så vidt som til at blive skolelærer et sted i Vendsyssel og lokalreferent til ”Aalborg Amtstidende” – der også kaldtes ”Koholdertidende”. Den pågældende causør, Peter Hyldgaard Poulsen, må have været omkring de 50 år da han begynder at rekapitulere sine første indtryk af vendsysselske forhold med det uheldige fæstemål på ”Vester Hedegaard” og det er tydeligt for mig, at fortiden må have naget ham over tiden, da han starter i 1948 og tager tråden op igen i 1955.

Gertrud er et usædvanligt smukt navn og jeg vælger altid min plads i Jetsmark kirke så jeg kan se op på kalkmaleriet af Sankt Gertrud, der står med sit lille gæstehus og beskytter vejfarende. Omkring Sankt Gertruds helgendag d. 17. marts kan det med års mellemrum ske, at Venus mødes med Jupiter, når de efter deres respektive tider til omløb om solen på h.hv. 225 dage og 11 år kommer tilstrækkeligt tæt på solen. Det skete i marts 2012 og jeg tænkte på min farmor Gertrud, der sov ind som 74 årig d.27.maj i 1928 - 4 dage efter min fars fødselsdag.

Kære farmor Gertrud!

Jeg kom først til verden 14 år efter, at du havde lukket dine øjne, men jeg er overbevist om at du som Sankt Gertrud har holdt hånden over mig på mine lange veje.

Når jeg betragter enten Venus eller Jupiter, vil jeg tænke på dig og hvornår de igen vil mødes og forstærke mit minde om dig, som det skete i marts 2012.

”En livsduelig husmandsdatter, der bød nogen modgang trods, 1909 – 1995”

Min mor Anna Studsgaard blev født på Voldkær 22.januar 1909 som ældste datter af Jens Julius Studsgaard, 1888 – 1961, og Petrine Andersen, 1885 – 1957. Mor fik 9 søskende, der blev født jævnt fordelt over tiden, den yngste i 1931. Ejendommen på Voldkær var på 10 tønder land så det blev til 10 børn på 10 tønder land og mine morforældre mistede ingen børn før de var kommet til skelsår og alder.

Min morfars forældre var Søren Pedersen Studsgaard, 1847 – 1926, født i Haverslev sogn og Karen Madsdatter, 1842 – 1925, hvis hjem var det nuværende Kvorupvej 161, ikke langt fra ”Vester Hedegaard”.

Min mormors forældre var Kresten Peter Andersen, 1848 – 1931, født i Saltum sogn, og Grethe Severine Thomsen, 1849 – 1920, født i Blokhus, og det var deres ejendom på Voldkær mine morforældre overtog med forældrene på aftægt – d.v.s. ”gammelfar” Kræn Pallisen igennem hele tiden, hvor min mormor bragte 10 børn til verden! Min mors ”slægtssaga” mener, at Kræn Pallisen var af tysk afstamning, hvis forfædre skulle være kommet til egnen som teglbrændere. Kræns far, Anders Pallisen var fra Rendbæk og krigsveteran fra 1848. Min mor påstod hårdnakket, at jeg havde min ved fødslen sorte behåring over hele kroppen – så længe det varede! – fra Grethe Severine, der med sin Blokhusafstamning skulle være blandet godt op med spansk sømandsblod! Kresten Peter og Grethe Severines flotte gravsten kan beskues langs vestdiget på Jetsmark kirkegaard.

Om min morfars forældre har jeg mere konkrete oplysninger. Karen Madsdatters hjem var som sagt en ejendom ikke langt fra ”Vester Hedegaard” og Karen havde deltaget i cand.theol. in spe, Jørgen S. Hedegaards ”opbyggelige” børnemøder i den gamle bageovn til middelaldervåningen på ”Vester Hedegaard”. Alligevel fik Karen det problem, at hun cirka 8 måneder efter at være kommet i plads udensogns meldte sig hjemme hos forældrene ventende endnu en lille mund at mætte. Første gang gik det, men da historien straks gentog sig, slog den gamle hjemmeslagter Mads Knudsen, kaldet ”Lukas”, i bordet og sagde ”No ska do dæleme jywtes bette Karen!” og ”synderen” blev identificeret som den 5 år yngre end Karen, men flotte – og meget piberygende – forkarl Søren Pedersen Studsgaard på en større gård – vistnok i Tranum sogn. Søren og Karen fik sammen en større børneflok som de under ofte vanskelige forhold fik sat godt i vej. Min morfar blev den yngste. En 12 år ældre søster, Petrine, rejste som 16 årig til USA. Blev gift med en skrædder i New York og nåede den imponerende alder af tæt på 101 år. Hun blev formoder til en vidtforgrenet slægt, med basis på Østkysten af USA og med hvem jeg stadig har forbindelse. De seneste besøg her fra min mors USA slægt har været i sommeren 2011 og januar 2012, ligesom Kirsten og jeg besøgte dem i februar 2010.

Min meget livsduelige mor mødte som 16 årig sorg! I den solrige forsommer 1925 blev hun gjort gravid ved en lidt ældre fætter, ? Anton Larsen Kok, 1906-1975, søn af faster Marie i Moseby.

Den 12.januar 1926 fødte min 16 årige mor et fuldbåret drengebarn i hjemmet på Voldkær. Jeg kan stadigvæk med skræk tænke på min temperamentsfulde morfars reaktioner. Den lille dreng levede kun til 9.februar, hvor han på sit dødsleje blev døbt – ikke af præsten, men af lærer Salling på Lundbak, som familien satte stor pris på. Dåbsnavnet blev Knud Larsen Kok og den lille dreng lå lig hjemme en uge før han blev begravet d. 16.februar – formentlig i Kok familiens gravsted, som stadig findes. Kirkebogen taler sit nøgterne sprog, og jeg har aldrig talt med min mor om denne sorg. Med tilbagevirkende kraft kan jeg dog mindes hendes særlige reaktioner, da jeg 2 gange en 9.februar kunne meddele hende, at hun havde fået et nyt barnebarn.

Min livsduelige mor kommer over sorgen og i plads igen – en tid på ”Vester Hedegaard” hos gamle Gertrud, hvorefter hun kommer til Østrup. I sommeren 1929 er der USA besøg af faster Petrine med hendes ældste datter Lillian. Fra den dagbog Lillian fører gennem det flere måneder lange besøg på moderens hjemegn, ved jeg, at min mor på dette tidspunkt var i fin form.

Formentlig til november 1929 kommer min mor tilbage til ”Vester Hedegaard”, efter Gertruds død året før, og den 3.maj 1931 bliver hun viet til min far, der var 15 år ældre.

Mine forældre styrer ”Vester Hedegaard” gennem 1930er depressionen og anden verdenskrig uden moratorium, vekselrytteri eller værnemageri!

Efter krigen starter en ny tid, hvor aldersforskellen mellem min mor og far bliver tydelig. Jeg husker, hvorledes min mor hurtigt afgjorde købet af gårdens første traktor i 1948. Slutforhandlingerne foregik i dagligstuen, og min far kunne ikke beslutte sig – at skulle af med nogle heste var nok for ham en forfærdelig tanke, det var en ny tid. Pludselig gik døren til køkkenet op, og min mor afgjorde sagen, så den arme sælger, (Kræn fra Hjermitslev), kunne slippe for videre udenomssnak fra min far, der ikke kunne se noget vidunder i maskiner. Han beherskede store dyr, hingste og tyre, som min mor var bange for. Da gårdens sidste 2 heste endeligt afgik i foråret 1960, var min far i stalden hos dem hele natten med godbidder, indtil de om morgenen blev afhentet. En kultur gik til ende.

Mine forældre fik 4 sønner, men jeg vil ikke her uddybe barndom og ungdom på ”Vester Hedegaard” – skulle jeg leve så længe, vil jeg dagen efter min 75 års fødselsdag påbegynde personlige erindringer.

Min mor har kaldt mig ”en satan”, men også med sine øjne sagt mig, som da jeg sidste gang trykkede hendes hånd efter en strandtur få dage før hendes død, ”vi er af et blod du og jeg”!

Jeg forestod min fars jordfæstelse i 1980 og valgte, at han skulle ned til sin mor Gertrud. Min mor gøs efterfølgende ved tanken om at skulle ned til Ole Nikolaj, men jeg kunne trøste hende med, at det kun var halvt, da jeg i 1980 valgte at halvere antallet af gravpladser fra 8 til 4, og ville hun stedes til hvile ved siden af min far, var der ikke noget valg!

Min livsduelige mor fik en nem og hurtig død på Saltum Plejehjem, netop efter at hun havde spist morgenmad d. 4. april 1995. Jeg fik meddelelsen lige før jeg skulle af sted til mit kontor i Aalborg, men meldte fra og kørte straks til Saltum og lukkede min mors øjne.

Jeg bivånede, at min mors grav blev kastet, som jeg havde lovet hende – graverkarlen med sin lille maskine undrede sig - der var ikke meget tilbage af halvdelen af Ole Nikolaj med mere.

Ved min mors begravelse gav jeg hende følgende mindeord ved den efterfølgende sammenkomst:

”Der er gamle relationer mellem min mors slægt på fædrene side og min fars slægt. Min oldefar på fædrene side stod fadder i 1842 da min mors farmor, Karen Madsdatter blev døbt i Jetsmark Kirke og forbindelsen uden egentlige slægtsskabsforhold fortaber sig tilbage i 1700 og 1600 årene i Jetsmark sogn.

Mors farfar Soren Studsgaard var udensogns fra, så langt som Haverslev sogn i Øster Hanherred, men blev gift med Karen og overtog hendes hjem på "marken" nordøst for Hedegaard. Mors far, Julius, blev i sognet, men fulgte mønstret da han i 1908 ægtede Petrine og overtog hendes hjem på Voldkær, hvor mor blev født året efter.

Som ganske lille pige har min mor fulgt sin farfar Soren Studsgaard ad det gamle dige nord om Hedegaard på vej hjem fra Helledie. Soren Studsgaard har sagt : " Dæ hæn leger Hiegor bette Anna, vi ska skøj wos hjæm æn det blyver awten å så mørkt at Hiegors Høw lutter sæ å dæ kommer ild uk å æn" - eller når de en klar septemberaften i kartoffelhøstens tid har set mod syd fra ejendommen, har Soren Studsgaard sagt :"No ska do iej te Karen å i sæng bette Anna, næ månen kommer frem bejøjer æ å rumle iej i Hiegors Høw".

Mors verden var præget af barndomshjemmet i Volkær ved Ry å engene og Vildmosen samt af besøgene hos bedsteforældrene på "marken" vesterude.

Som en ung pige kom mor for knap 70 år siden til Hedegaard for at bistå min farmor, der døde i 1928. Mor var herefter i andre pladser nogle år, men ægtede i 1931 min far og rykkede som kone ind på Hedegaard. En generation var nærmest sprunget over - min farmor var kun 12 år yngre end mors farmor Karen Madsdatter, men mor har sikkert forstået den gamle Gertrud.

Da mor i 1979, over 50 år efter sin første entre på Hedegaard, forlod gården sagde hun til mig :

"Du skal have din farmors Skytsengel og hendes konfirmationstestamente, Skytsenglen var din farmors trøst", idet mor overrakte mig dette. Farmors Skytsengel har mor ved oprydningen i 1931 lagt til side i testamentet meden sirlig påtegning !

Min farmors Skytsengel viser 2 ubekymrede børn, der plukker blomster ved en dyb skrænt, der hvad øjeblik det skal være kan styrte og tage børnene med sig i dybet, men den bagved stående Engel skærmer børnene mod denne fare. Min farmor havde fulgt mindre og større børn til graven og medlevet en hård omstillingstid inden for landbruget, set i forhold til hendes nok mere sorgløse ungdomstid i Aaby sogn før krig og kornprisfald.

Overfladisk set var min mors tid således måske lettere, men også min mor havde sin "Skytsengel", der bragte hende trøst. Jeg fandt i hendes uundværlige håndtaske i forgårs biskop Johannes Johansens "Sang om dåben", sirligt klippet ud og limet op, samt præget af flittig læsning. Der er 9 vers - jeg har valgt 3 ud jeg vil læse som kendetegnende for hvad jeg tror, der bragte min mor styrke i hendes kristentro :

Vi kommer til din kirke, Gud,

og finder døren åben.

Det navn bli´r aldrig slettet ud,

vi fik hos dig i dåben.

Den grund, du har i dåben lagt,

dit stærke ja til svage,

bekræfter du, skal stå ved magt

i dag og alle dage.

O Herre, hvor skal vi gå hen ?

Din dør er altid åben.

Her taler du til os igen

som første gang i dåben.

En stærk, en givende, samlende og viljefast kvinde

er ikke mere af denne verden. Hun satte sit stærke præg

på 3 generationer og fik hilst på 4 generation.

Æret være min mor, Anna Studsgaards minde !”

Post Scriptum.

”Tid er at tale, på thulens stol, ord ved Urds kilde ……” (Hávamál, strofe 111).

Slægtens diser banker på, når forandrings vinde blæser og ny sæd skal sås – som da Tidrande, Siduhalls unge søn på slægtsgården Hof i Island omkring trosskiftet, for over 1000 år siden, ved høstgildet går ud med sit sværd, men alligevel får ulivssår under sammenstødet mellem 9 sortklædte og 9 lyst klædte kvinder, slægtsdiser til hest med dragne sværd. Tidrande bliver højsat, så ættesynet er ikke helt veget – som det næppe nogensinde gør det - efter sammenstødet med slægtens diser.

Snorre Sturluson, (1179 – 1241), der kan have truffet Saxo, binder det hele sammen i sin Edda. Med udgangspunkt i skabelsesberetningen i Første Mosebog kommer han hurtigt til slaget ved Troja, hvor én af de 50 sønner kong Priamos havde, undslipper. Den undslupne hedder Odin og ender, efter at have gennemrejst Sachsen, Sverige og Danmark, i Norge. Alle steder avler Odin børn med smukke kvinder, og disse børn grundlægger de pågældende landes fyrsteslægter. At sidde i Island for 800 år siden og brygge Biblen og Illiaden sammen står for mig som noget af en bedrift – selvom slaget om Troja med nutidens nøgterne øjne nok mere gik på at beherske den begyndende kornhandel syd om Sortehavet, end på at prins Paris havde hugget den skønne Helena.

Som nyoptaget studerende ved Landbohøjskolen beså jeg i september 1966 med ærefrygt den lille elektronaccelerator på Atomforsøgsstation Risø. Den naturvidenskabelige basis, ”Standardmodellen”, kan endnu ikke rumme Newtons gravitation, men er ellers ganske praktisk. Einstein sagde om kvantemekanikken: ”Gud spiller ikke med terninger”! Siden 1966 er et stort antal partikler identificeret – senest i 2012 Higgs partiklen i det længst kendte Higgs felt. Vil en ”elementarpartikel” engang blive eftervist, således at ”Standardmodellen” kan rumme Newtons gravitation, vil det formentlig stadig kunne siges: ”Gud bruger ikke elastikker”!

Schrödinger, ham med katten, der kvantemekanisk set er både levende og død, har påvist, at kun biologien (læs: ØKOLOGIEN) kan rydde op efter termodynamikkens anden hovedsætning!

År 1133 rejser Sæmund Præst sig efter 3 dage på ligbåre og kvæder ”Solsangen”: ”Æsk af Guds ord diser, huldskab i deres tro ……………………. Underfuld kundskab kvædet i drømme fik du og så det sande!”

Alligevel bliver min gravskrift fra det gamle ”Hávamál: ”Efter Vejret snapper og sænker sit Hoved, Ørn ved evigt Hav – saadan er den Mand, som blandt mange kommer, og har faa til at tale for sig.”(Strofe 62.)

Jeg har her fortalt, hvad jeg ved – næsten – om min slægts diser. Mine egne uforbederlige holdninger er kommet klart til udtryk og skal ses på baggrund af dette PS. Jeg ønsker alle deltagere et godt diseting på ”Vester Hedegaard” og vil holde Fenrisulven i mit islandske kors tøjret så længe jeg magter det.

Pinselørdag 2013.

Mogens Hedegaard,

mit personlige CV er her vedhæftet, mit professionelle kan ses på min hjemmeside sammen med gårdens almindelige historie: www.vesterhedegaard.123hjemmeside.dk

Mogens Hedegaard født søndag d. 1. november 1942 på ”Vester Hedegaard”

Far: Niels Jensen Hedegaard, 1894-1980, Jetsmark sogn

Mor: Anna Studsgaard, 1909-1995, Jetsmark sogn

Farfar: Ole Nikolaj Hedegaard, 1846-1914, Jetsmark sogn

Farmor: Gertrud Nielsen, 1854-1928, f. Åby sogn d. Jetsmark sogn

Morfar: Jens Julius Studsgaard, 1888-1961, Jetsmark sogn

Mormor: Petrine Andersen, 1885-1957, f. Alstrup sogn, d. Jetsmark sogn

Farfadersfar: Søren Jørgensen Hedegaard, 1807-1874, Jetsmark sogn

Farfadersmor: Nikoline Ole-Nikolajsdatter, 1811-1876, f. Saltum sogn, d. Jetsmark sogn

Farmodersfar: Niels Jensen Grøn, 1818-1895, f. Vedsted sogn, d. Åby sogn

Farmodersmor: Else Marie Sørensdatter Grøn, 1833-1910, Åby sogn

Morfadersfar: Søren Studsgaard, 1847-1926, f. Haverslev sogn, d. Jetsmark sogn

Morfadersmor: Karen Madsdatter, 1842-1925, Jetsmark sogn

Mormodersfar: Kresten Peter Andersen, 1847-1930, Jetsmark sogn

Mormodersmor: Grethe Severine Thomsen, 1850-1921, Hune sogn

CV 1942-1970:

1949 Pandrup og Omegns Mellem- og Realskole. Mellemskoleeksamen 1957. Landmand på ”VH” 1957-59.

1959-60 elev på Statens Forsøgsstation i Plantekultur, Tylstrup og Afkomsprøvestation Dybvadgaard, Dybvad.

1961 forkarl på Aaensgaard, Sulsted, gdr. Hans Bech.

1/11-1961 indkaldt værnepligtig ved Jydske Dragonregiment, Holstebro. 1962 Pansertroppernes Befalingsmandsskole, Næstved. 1/11-1962 værnepligtig sergent ved I.Rekruteskadron, JDR, Holstebro. 1963 Vognkommandøruddannelse M41 på Kampvognsskolen i Oksbøl, derefter udstationeret i 2 mdr. ved 1´st Queens Dragoon Guards, Wolfenbüttel, Tyskland. Resterende værnepligt til 1/11-1963 som M41 vognkommandør ved II. Opklaringseskadron, JDR, Holstebro.

1963 – 1965 landmand på ”VH”. 1965-66 Nordisk Landboskole, Odense.

Juni 1966 bestået optagelsesprøve til Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, København.

1967-69 instruktor ved KVL´s uorganisk kemiske laboratorium.

Agronom juni 1970.

1970 medejer af ”VH” i lige sameje med broder Klaus Hedegaard (f.1947).

Eneejer 1976 med fast bopæl på ”VH”.

I København boet på Risbyholmvej, Brønshøj, 1966-68, (Fru Selnø) og fra april 1968 på Hostrupvej, Frederiksberg, Landbohøjskolens Kollegium.

Efter giftermål 1970, Gernersgade, Nyboder, 24 m2 andelslejlighed.

1971-76 i 2½ værelsers lejelejlighed i Dommervænget, Roskilde.

Fra 1976 bopæl på ”VH”. 1976-79 i medarbejderbolig og fra 1979 i stuehuset.